Hvad er forskellen mellem EN 388 og ANSI/ISEA?

Når du vælger beskyttelseshandsker, er det vigtigt at forstå de forskellige standarder, der gælder for at sikre den bedst mulige beskyttelse mod skader. To af de mest anerkendte standarder er den europæiske EN 388-standard og den amerikanske ANSI/ISEA 105-standard. Disse standarder har forskellige tilgange og metoder til at teste og klassificere handskematerialer, hvilket kan påvirke, hvilke handsker der er bedst egnet til specifikke arbejdsvilkår.

MODSTAND MOD SLID
Den amerikanske standard ANSI/ISEA 105-2016 for slidtest vurderer, hvor mange cyklusser der kræves for et slidhjul til at nedbryde handskematerialet. For niveauer 0 til 3 anvendes en belastning på 500 gram på slidhjulet, mens niveauer 4 til 6 bruger en belastning på 1000 gram. Handskematerialet monteres og slides af det roterende hjul, indtil der dannes et hul under den tilsvarende vægt. Jo flere cyklusser det tager for materialet at bryde ned, jo højere er slidvurderingen. Klassifikationsniveauet rapporteres som et gennemsnit af mindst fem prøver.


Resultaterne vises i tabellen nedenfor:

I den europæiske standard EN 388 testes cirkulære prøver af materialet under et konstant tryk på (9,0 ± 0,2) kPa, cirka 435 g vægtbelastning. Modstanden mod slid måles ved antallet af gnidninger, der kræves for gennembrud. Fire prøver skal tages fra fire forskellige handsker af samme handske serie. Ydeevneniveauet defineres som det laveste af de fire værdier.

EN 388 slidtest
Materialet fra håndfladen på handsken placeres i en maskine, der bruger standardiseret slibepapir. Papiret gnides mod materialet, indtil der dannes et hul. Der er betydelige forskelle mellem niveauerne, hvor niveau 1 svarer til 100 gnidninger, og niveau 4 svarer til 8000 gnidninger. Resultaterne vises i tabellen nedenfor.

MODSTAND MOD SKÆR
Når du vælger arbejdshandsker, der beskytter mod skær, kan det være nyttigt at forstå både de europæiske og amerikanske klassifikationssystemer for skæremodstand, da mange handsker vil vise begge mærkninger. Det er vigtigt at huske, at på grund af forskellige testmetoder matcher ANSI- og EN 388-skæremodstandsresultaterne ikke altid baseret på skærelast. Arbejdshandsker, der beskytter mod skær, har en tæt pasform, høj slidstyrke og er ofte lavet af strikket materiale, der indeholder glasfiber.

I USA inkluderer ANSI/ISEA 105-standarden en test med en skala på 9 niveauer af skæremodstand, A1-A9. Niveauerne angiver, hvor mange gram der kræves for at skære igennem en prøve ved hjælp af en rektangulær klinge i den specificerede skæremaskine.

Den europæiske standard inkluderer to forskellige tests: TDM-100 testen (den samme maskine brugt af ANSI), hvor niveauerne (A-F) angiver kraften i newton (N), der kræves for at skære igennem en prøve ved hjælp af en rektangulær klinge i skæremaskinen. Denne test er valgfri, medmindre klingen i Coup-testen bliver sløv, i hvilket tilfælde det bliver referencen for skæremodstand. Coup-testen er mere kompleks. En handske tildeles et skæreniveau fra 0 til 5 (hvor 5 er den mest modstandsdygtige over for skær) baseret på materialets "skæreindeks". Skæreindekset er et forhold, der sammenligner materialets skæremodstand med skæremodstanden for et reference bomuldsstof.

Coupe-test
Et sirkulært blad roterer på ­hanskematerialet. En cirkulær klinge roterer på handskematerialet, mens den bevæger sig frem og tilbage ved en konstant hastighed og tryk, indtil klingen skærer igennem. Resultatet sammenlignes med reference materialet, og der beregnes et indeks.

TDM-test
​​​​​​​
Denne lige klinge test bruges, når den cirkulære klinge test ikke kan anvendes. Den lige klinge test måler den påførte lodrette kraft og afstanden, der kræves for at skære igennem handsken med den standardiserede klinge. Efter hver skæring på prøven bruges en ny klinge, og kraften øger ydeevneniveauet, som vurderes fra A til F, med F som det højeste niveau af skæremodstand.

SLAGMODSTAND
​​​​​​​
Når du vælger en arbejdshandske, der beskytter mod klemskader, slagsskader og lignende farer, gælder de to globale standarder EN 388 og ANSI/ISEA 138. Begge standarder har lignende testmetoder, hvor en vægt falder på de slagudsatte områder med en energi på 5 Joule. Forskellen ligger i scorings- og evalueringssystemerne.

​​​​​​​Den amerikanske standard kræver handsker designet til at beskytte knoer og fingre mod slagkraft. Slagmodstand klassificeres i 3 niveauer (1-3), med niveau 1 som den laveste beskyttelse og niveau 3 som den højeste. De områder, der testes, inkluderer knoerne på håndryggen, fingrene og tommelfingeren. Den laveste ydeevneværdi sætter det samlede beskyttelsesniveau.

EN 388 tester kun slag på knoerne, håndryggen eller håndfladen, hvor 4 forskellige handsker testes. Fingrene testes ikke. EN 388-testen gives en simpel bestået (P) eller ikke bestået (F). X angiver ikke testet/ikke relevant/godkendt. For at bestå skal den gennemsnitlige overførte kraft fra de 4 testede handsker være mindre end eller lig med 7 kN, med ingen individuelle resultater større end 9 kN.

Materialet placeres over en hvælvet ambolt, en vægt med en slagenergi på 5 Joule falder på materialet, og den overførte kraft måles. Hvis handsken har tilstrækkelig slagbeskyttelse, vil bogstavet P blive vist. Denne test bruges kun på handsker med slagbeskyttelsesegenskaber. ​​​​​​​